Til startside                           

Dalby Sogn

Sognekirken i Dalby 

 

(Beskrevet af Provst Bøgh, Kerteminde, ca. 1770, gengivet i Birgit Bjerre: "Skjønne Efterretninger"  )

 

"DALBYE, et Hoved Sogn, der ligger midt paa Hindsholm, en god Miil fra Kierteminde: Dalbye, en god og stoer Bye. Moesgaard eller Mosegaard, en skiøn Gaard, som har sine Lycker for sig selv; men regnes dog som en anden Bondegaard til Dalbye, da den ligger paa en Udkant i Enden af Byen. Hersnappe er og en stoer Bye, ved hvilken ligger en Vejrmølle, dog paa Scheelenborg Hoved-Gaards Grund. Birchebierg Gaarde, det er Birchebierg, bestaaende af toe Gaarde.                              

Kirkens Patron er CammerHerre Baron Schach Brochtorf, som og ejer heele Sognet, undtagen toe Gaarde i Dalbye, toe i Hersnappe, og de toe Gaarde i Birchebierg, som alle sex høre til Broelycke".

 

En beskrivelse af sognet i 1950-erne
(Fra Trap Danmark)

Dalby Sogn i Bjerge Herred omgives af Viby og Mesinge sogne, Dalby Bugt og Stubberup Sogn.
Areal: 987 ha.
Befolkning:
1801:  412
1850: 595
1901: 636
1930: 641
1950: 652,fordelt på 179 husstande.
I 1925 deltes Dalby-Stubberup Kommune i to selvstændige kommuner. Dalby udgør sammen med Stubberup ét pastorat.

Erhvervsfordeling i sognet i 1950
329: Landbrug m.v
145: Håndværk og industri
28:  Handel og omsætning
32:  Administration og liberale erhverv
22:  Transport m.v.
75:  Aldersrente, formue, pension
21:  Ikke opgivet erhverv
I alt 652 personer

Sognets byer

Dalby.
Landsbyen er kendt fra 1348. Den blev udskiftet 1799 (hovedsageligt under Baroniet Scheelenborg).
I Dalby er der sognekirke, valgmenighedskirke fra 1898, sogneskole fra 1892, udvidet 1916 og 1942, friskole fra 1852, forsamlingshus fra 1912, udvidet i 1929 med kommunekontor og vandrerhjem, el-værk, andelskølehus fra 1951, frugtsalgsforretning fra 1942, telefoncentral samt jernbanestation med posthus og telegrafstation. Indtil 1914 var Dalby endestation for Odense-Kerteminde-banen. Den udvidedes til Martofte i 1914.

Dalby station, Hersnap trinbræt (Kilde: www.evp.dk med tilladelse)

Hersnap
Landsbyen er kendt fra ca. 1300 under navnet Hersnabe. Den blev ligeledes udskiftet i 1799. Der er vandværk, andelskølehus, oprettet 1951, og trinbræt.

Birkebjerg
Landsbyen er kendt fra 1488 under navnet Berckebierg. Birkebjerg blev udskiftet senest 1780. I 1950 lå børnehjemmet 'Sødinge' stadig der. Det blev oprettet af Knud Rasmussen, tidl. lærer ved Sødinge Friskole.
Syd for Dalby har der ligget en lille landsby, Dalbythorp. Mosegaarden, i 1425 Mosegarth, er den sidste rest af denne landsby.

Udskiftning og udflytning

I forbindelse med en række landboreformer i slutningen af 1700-tallet, der indledtes med Stavnsbåndets Ophævelse i 1788 påbegyndtes udskiftningen af landsbyerne i Danmark. Udskiftningen var underlagt amtslige landvæsenskommissioner og blev udført efter indstillinger fra landindspektører, der opmålte jorden.  
Den langsigtede plan var, at når hver gård i stedet for et stort antal agre fik et eller få sammenhængende jordstykker, så ville markerne kunne dyrkes mere effektivt og tidsbesparende og give et større udbytte til gavn for både bonden selv og landet som helhed.  

Dalby Sogns landbrugsjord blev opmålt og vurderet i 1798. Udskiftningen blev foretaget i 1799 af lodsejerne Scheelenborg og Brolykke samt enkelte selvejere. Hver enkelt gård fik nu sin jord samlet i en eller få marker. Nogle få gårde blev derefter af godserne flyttet ud på den jord, der var blevet tildelt, bl.a. Påkærgård, Sandbjerggård, Tjørnebjerggård og Hestekjærgård i Hersnap. Scheelenborg valgte ved udskiftningen at gøre alle sine gårde i Dalby sogn lige store, nemlig på hver 7 tdr. hartkorn.
Omkring 1850 solgte Brolykke sine gårde til fæsterne. Fra ca. 1900- ca. 1915 fik Scheelenborgs fæstebønder mulighed for at købe deres gårde til fri ejendom.

 Skolen i Dalby

Elev i Dalby Skole omkr. 1830
(fortalt af Niels Hansen)

Dalby Skole og kirke

Fra 'Friskolefolk II' ved Anders Uhrskov, udg. 1931 et uddrag af artiklen:
"....Da jeg var 7 år, kom jeg i skole hos Thiis Martin Reichstein, og der i Dalby hos ham gik også alle mine brødre. Læreren var slem til at banke børnene, men vi fik ikke mange bank, fordi vi var nabo til degnen, som kom omtrent hver dag hos os og fik sin snaps. Vi havde også let ved at lære vore lektier og blev øverst i klassen. Jeg havde lidt frisprog og hvem der kunne give en gås, høns, æg og andre slags fødevarer, fik ikke så mange bank. Men den som intet kunne give, regnede slagene ned over hver skoledag. Jeg kan huske , at jeg tit græd over dem, når de fik bank. Tre gange husker jeg, at jeg blev revset alvorligt. Den ene gang ville jeg tage en anden dreng i forsvar, han mødte på skole med en trøje, som var i stykker, skønt degnen havde befalet ham at få den gjort i stand. Degnen tog da tampen frem og ville gå løs på drengen, hvis moder var fattig og måtte gå ud hos andre folk for at tjene føden. Så sagde jeg, at den stakkels dreng kunne jo ikke sy sit tøj selv, og degnen løb da hen og slog mit hoved ned i bordet, tog mig i håret og dunkede mit ansigt ned flere gange med sådan kraft mod bordet, at min næse blev helt flad, så min moder kunne se det, da jeg kom hjem. Det varede flere dage, inden degnen derefter kom til mit hjem, da han var bange for, min fader ville skænde på ham..   
Det var et forlangende  fra degnen , at vi drenge skulle levere riskoste til at feje skolen. Vi gik da og skar toppen af alle vore piletræer, men min fader sagde en dag til mig, at det skulle jeg ikke gøre, men kunne sige til degnen, at det ikke stod i skoleloven, at vi skulle fly koste til læreren. Da så jeg og en anden dreng (Niels Hansen), søn af smeden, som også var nabo til degnen, kom til skolen uden at have koste med og afleverede den hilsen, som både min fader og smeden (Hans Simonsen) havde givet os med om skoleloven, da kan det nok være, at degnen blev gal, og skønt vi var  de to øverste i klassen og altid kunne vore lektier, fik vi prygl af stokken, som han havde i hånden, først jeg, så smedens dreng, og atter jeg, til stokken gik i stykker, mens han gentog: "Jeg skal missæl lære jer og vise jer, hvad det er ikke at have koste med!" Nu blev han imidlertid bange og turde ikke komme til os, og da han indfandt sig, fik han mange skæld af min fader og måtte bede om forladelse....  
En kæmpe var han, og sine store næver brugte han til at banke med, foruden at han havde en tynd tamp, en tyk tamp af reb og en stok. Det var en sjælden dag, at tampen ikke blev brugt, og mest gik det ud over fattigfolks børn, fordi de ikke kunne give ham noget. Ingen kunne rose sig af, at de havde gået fri for bank. Han slog med tampen, til de var både blå og gule, og der kunne ligge store vabler på brystet af slagene på ryggen......  
En fader, hvis dreng var blevet banket, så han  kom hjem både blå og gul, gik til degnen for at klage, men denne blev så gal, at han tog fat i manden og smed ham ud af døren efter at have fravristet ham en lommekniv, han holdt i hånden. Degnen meldte sagen til øvrigheden, viste kniven frem og sagde, at det var voldeligt overfald, så manden blev indkaldt og skulle møde i retten på tinghuset næste dag, men natten før hængte han sig. Et pigebarn slog han omtrent helt tosset, hun fik bank hver eneste dag og blev derefter smidt ud i et lille hul ved siden af skolestuen. Hun var tungnem og kunne ikke lære sin lektie, den lille Marie Kirstine fra Hersnap....."

Efter flere lignende eksempler slutter Niels Hansen således:
"Det var underligt, at sådan en mand kunne blive skolelærer, for han kunne næsten intet lære os. I regning kunne han ikke så meget som jeg, ikke engang reguladetri kunne han med brøk, og jeg havde tit min morskab af at bede ham  vise mig, hvordan jeg skulle bære mig ad med regnestykket. Han svarede: "Det må du missæl da vide, når du er kommen så langt i regnebogen."
Hans skrift var også dårlig, og det eneste, han kunne, var at lære os at remse vore bøger op og banke med tampen.
Præsten, vi havde, var ikke stort bedre. Han sparede ikke at give på øret, og vi var så angst, at vore lemmer rystede, når vi skulle til eksamen....."
 

I Dalby Sogns kirkebog indføres følgende under ”Døde Mandkjøn”:

17. Jan. 1841: Lars Madsen, Husmand paa Hersnap Mark, 54 Aar
NB: Anførte Lars Madsen, som tidligere for Tyverie havde været straffet med Fængsel paa Vand og Brød, havde om Aftenen d. 10de Januari truet Skolelærer Reichstein i dennes egen Stue ved at drage en medbragt Slagterkniv imod ham, fordi han havde straffet et af hans Børn; herfor blev han anklaget for Politiet, og af Frygt for de mulige Følger hængte han sig selv.
Han blev som Selvmorder efter Resolution d. 20. Januari begravet uden Jordpaakastelse og øvrige Ceremonier.”

 Forfatteren til denne artikel, Niels Hansen (1815-1893)var søn af væver Hans Christensen, der var bror til Lars Christensen, der overtog Flægkærgård og altså fætter til Christen Larsen. Han har fortalt om skolen i Dalby, hvor bl.a. også fætteren, Mosegårdssønnerne og 'smedens dreng' (Niels Hansen) fik deres skoleoplevelser. Ved at læse denne beskrivelse forstår man bedre begejstringen for friskoleidéen. De nævnte drenge blev til de mænd, der stod bag, da Kold oprettede sin friskole i Dalby i 1852.

 

Til Dalby Friskole og Christen Kold

  Til startside