Til startside

Hans Larsen og Karen Nielsdatters børn

(Hans Henrik Hansens søskende)

Abelone Hansdatter

Abelone Hansdatter,  døbt 16/4 1769, d. 15/2 1850, blev gift 10/11 1797 med fæstegårdmand Mads Rasmussen, f. 1771, d. 22/5 1846, søn af Rasmus Madsen og Kirsten Jørgensdatter, Matr. 6 i Sødinge, "Gården ved Gadekæret".

Mads Rasmussen var altid i en lys og let sindsstemning og  fuld af vittigheder og spøg, Han virkede som byens skaffer og var god til at skabe feststemning og more folk, og derfor blev han kaldt "Byens gode humør." At være skaffer var et meget betydningsfuldt hverv, især ved bryllupper.  (Se Leerbechs beskrivelse)

Abelone Hansdatter blev med årene mere og mere stille, nærmest åndssvækket.

De fik 9 børn, hvoraf 4 døde som små. En søn, Jens Madsen (f. 14/6 1799), overtog gården. Han var gift med Kirsten Hansdatter (f. 1808).

Den ældste af Jens Madsens sønner, Hans Jensen, videreførte gården. Hans datter, Sofie Hansdatter, blev gift med Erik Knudsens søn Poul Eriksen, Brangstrup. De blev forældre til Erik Eriksen, der fra 1950-53 var statsminister for partiet Venstre.

Slægten besad indtil 1970-erne  den gamle slægtsgård, hvis (vistnok) sidste ejer var Hans Jensens dattersøn Ejner Christensen, som var ugift.

Gården ved gadekæret

 

Niels Hansen

Niels Hansen blev døbt 11/11 1770 og døde 2/1 1846 i Tved. Han blev gift 8/7 1816 med Kirsten Poulsdatter, døbt 1/1 1769, datter af Poul Larsen, Lachendrup, Gudbjerg.  Hun var enke efter smed Jens Christensen, der døde 10/1 1814. De fik ingen børn. Hun døde  5/4 1859.

Niels Hansen var af udseende en mellemstor, bredskuldret og rank skikkelse med et stort og fyldigt ansigt og en kroget næse. 'Hans ord faldt korte som hammerslag og så bestemte, som tålte de ingen modsigelse', fortæller Povl Hansen.

Som ung tjente han på herregården Lammehave, hvor han var kusk for ejeren, generaladjudant Herman Friderich von Kørbitz. Det var en anselig stilling, som bragte ham i et personligt forhold til von Kørbitz.

Omkring 1800 blev han indkaldt til kystmilitsen og tilbragte som landeværnsmand flere år på Langeland.  For at være beskæftiget, lærte han sig at sno piske af fint asketræ. Senere fik han arbejde på Tranekær Slot, hvor han flettede risgærder, hvilket gav ham en god indtægt. Han var meget dygtig og omhyggelig til dette arbejde.

Han blev som nævnt gift med  smedeenken Kirsten Poulsdatter 'Kirsten Smeds' i Tved ved Svendborg.

Hun var lille, spinkel og haltede lidt. Hun var ikke særlig køn, men  fuld af arbejdslyst og livsglæde. Da Niels blev forlovet, sagde han til sin bror Hans Henrik:

'Du skal nu ikke bryde dig om Hans, at hun ser ikke så fa'le (farlig godt) ud, for hun er sikker nok."

Da Kirsten første gang var blevet enke, havde hun slået sig på handel.  Det var gået godt, især i den tid spaniolerne var på Fyn (1808). Hun solgte mjød og brændevin til dem 'i spandevis' og blev ret velhavende. Niels deltog nu med  stor dygtighed i forretningen, som stadig måtte udvides og efterhånden voksede til noget ganske betydeligt efter den tids forhold.  Også mjødbrygningen blev oparbejdet og stærkt udvidet. Ved et uheld brækkede Niels sit ene ben. Det blev sat dårligt sammen og medførte, at han blev dårligere til bens end sin halte kone og fik vanskeligt ved at gå rundt i forretningen. Han tilbragte efter uheldet det meste af sin tid siddende ved bordenden i færd med at underholde kunder og gæster. Kirsten fik dobbelt så travlt. Hun var i gang fra tidlig morgen til sen aften. Efter Niels Hansens død flyttede Kirsten til Oure, hvor hun boede hos slægtninge til sin død.

 

Brodersønnerne holdt meget af at besøge farbror Niels og Kirsten. Niels var god til at fortælle historier. For de ældste broderbørn holdt han dog mest af at behandle spørgsmål af sædelig og religiøs art. Tyveri var ham en 'vederstyggelighed', hvad enten det gjaldt stort eller småt.

"Enten I stjæler en knappenål eller I stjæler en pose penge, det er  det samme. Begge dele giver lige stor straf", mente han.

Hans forestillinger om kristendom var højst ejendommelige og langt fra det almindelige. Han var trods sin banden af den overbevisning, at kristendommens sandhed lod sig ikke rokke, men samtidig hævdede han på det bestemteste, at hedenskabet kom igen.

"Alting her på jorden går rundt, nu har vi været kristne en tid, og så bliver vi hedninger igen. Det er vist, for alting går i cirkelslag".

 Da broderbørnene voksede til og skulle 'i vej', lånte de penge hos deres farbror Niels og Kirsten. Mere end 2  % ville de ikke have i rente, og hændte det alligevel, at de unge under rentebetalingen stod og famlede lidt  med sedlerne eller fik dem lidt langsomt frem, så slog det sjældent fejl, at Kirsten på sin myndige måde pludselig afbrød optællingen med ord som: "Nu kan det være nok for denne gang." Og låneren kunne da beholde resten.

 

Jørgen Hansen

Jørgen Hansen blev døbt den 7. maj 1773. Han døde 20/9 1851. Han lignede broderen Niels, men var dog mindre og ikke så bredskuldret af skikkelse. Han var let og behændig. Han var mere livlig og letbevægelig i sindet end broderen.

Jørgen kom ud at tjene som avlskarl hos præsten i Søllinge og var meget dygtig. Han var desuden meget håndsnild og  ligeså dygtig som en uddannet håndværker

Han blev gift med sin kusine, Bodil Albrektsdatter, døbt 25/3 1774, d. 26/8 1842. Hendes far var smed i Lørup Albrecht Henrichsen, gift 6/4 1770 med Jørgens moster, Apolone Nielsdatter.

Jørgen  Hansen fik af sin far overdraget en hedelod på 7 tdr. land og  købte hertil  4 tdr. land på Sødinge Mark. Han byggede selv sin ejendom, udførte både tømrer- og murerarbejdet selv. Begge var arbejdsomme og dygtige, og de klarede sig godt.

Jørgen havde en vældig stemme. Når han blev hidsig, hvad der ofte skete,  'rullede den som en torden'. Helt nede fra den anden ende af sin mark kunne han råbe en besked hjem, så de derhjemme kunne høre og forstå den.

Når hans hidsighed undertiden  var ved at løbe af med ham, så behøvede Bodil kun at sige et par ord: "Nå, nå lille Jørgen!", og straks var han så føjelig og spagfærdig som et lam.

Jørgen Hansen blev anset for at være en af byens både ivrigste og dygtigste landmænd.

Pløjning og anden kørsel fik Jørgen udført af fædrenegården, først af faderen Hans Larsen og siden af sin yngre bror Hans Henrik Hansen. Da Hans Henrik Hansens sønner blev så store, at de kunne ride hestene ud til Jørgen og være plovkørere, var det  dem, der udførte dette  arbejde, men Jørgen ville  selv gå bag ploven, så længe han kunne.

Han var f.eks. blandt de første, der merglede. Hans Henrik lagde køretøj til. Men Jørgen kunne ikke stå stille og se på, andre arbejdede for ham. Han fik  fat på sin trillebør, fyldte den med mergel og  trillede så frem og tilbage mellem mergelgrav og mark, mens hans yngste datter Karen gik foran børen og trak i en snor for at lette arbejdet for faderen. Det kunne Hans Henrik ikke lide at se på. "Lad være med det Jørgen, det synes jeg ikke om, og det bliver jo alligevel kun til så lidt", sagde han.

Men Jørgen ville ikke stå ledig og fortsatte med sit ejendommelige køretøj, indtil arbejdet var fuldført.

Jørgen Hansen blev 78 år, men svækkedes til sidst. Han var enkemand i 8 år, men blev passet og plejet af sin ugifte datter, som derefter plejede sin ugifte bror, til hans død.


Jørgen Hansens og Bodil Albrechtsdatters børn:

 

1. Hans Henrik Jørgensen, f. 15/10 1810, d. 15/3 1841. Han var væver.

 

2. Albrekt Jørgensen, f. 7/3 1812, d. 4/6 1886. Han var en dygtig skrædder og desuden et højtbegavet, meget belæst og filosofisk menneske. Han var ugift.

 

3 Karen Jørgensdatter, f. 21/1 1816, d. efter 1890. Hun var ugift.


 

 

Tilbage til Hans Larsen og Karen Nielsdatter

 

Til startside