Til startside

Af Hindsholms historie

Artikel i Kjerteminde Avis 1986 
Af: Lars Ringkær Pedersen, Bovense.

Hindsholm har været beboet i årtusinder, derom vidner bl.a. de mange gravhøje og andre oldtidsminder. Tidligere var Hindsholm en ø, og hvornår den blev landfast med egnen mod syd vides ikke bestemt, men inddæmningen af Tårup Strand påbegyndtes i 1812. Dengang var der dog en smal tange lidt nord for Kerteminde, hvor man som oftest kunne passere over »Baadsbækken«, hvor nu slusen til bæltet findes. Meget langt tilbage i tiden har der været sejlbart fra Store Bælt til Odense Fjord.
Herom fortælles i »Fynske Aarbøger« 1939 af kunstmaler Johs. Fr. Klein, der var født i Kerteminde 1854:

”Ud for Slusen ved Kikkenborg, Nord for Byen ved 2 Km-stenen på Hindsholms Landevej, laa i min tidligste Barndom i Strandkanten nogle Hundrede Alen ude Vraget af et mindre Skib, det fortaltes, at det var en engelsk Slup, der efter et
gammelt Søkort ville sejle gennem Taarby-Stranden til Odense Fjord”.
Om dette gamle stykke land kan fortælles meget, og mange myter og sagn er forbundet hermed. Men nu vil vi prøve at høre, hvad der i en beretning fra 1743 kan være at fortælle om Hindsholm, i korte træk ganske vist.

Hindsholm 1770-80 (Videnskabernes Selskab)

I april 1743 udgik fra Danske Kancelli en skrivelse til alle amtmænd med pålæg om at lade forfatte over hvert amt en udførlig beskrivelse heraf. Hindsholm hørte dengang under Nyborg amt, og amtmand var Theodor Adeler til Lykkesholm, senere førte han navnet Lente-Adeler.
Han indsendte sin indberetning i 1744, og denne vandt stor anerkendelse for sin udførlighed. Under omtalen af amtets tilhørende øer findes en interessant beskrivelse af Hindsholm set med datidens øjne.
Lente-Adeler's indberetning findes i kopi  på landsarkivet i Odense, og denne er lagt til grund for en artikel i »Aarsskrift for Svendborg Amts Historiske Samfund 1916«. Fra denne artikel vil vi i let forkortet form og i tidens sprog høre om Hindsholm. 

»I Norden kaldes den yderste Kant Fyns Hovet. I østen gaar Havet ind med en Bugt og former en temmelig vidtløftig Fjord ind til Kierteminde, over hvilken Fjord er en lang træbro, og øst for Broen en sikker men dog grundet Havn for samme Købstad.
I Norden former og Havet en temmelig vidtløftig Fjord over Hindsholm, som strækker sig ongefehr 2 Mile ind i Landet og med en smal Rende, naar det blæser en stærk Nordvest, løber igennem Hindsholm ¼ Del Mil nordenfor Kierteminde og ud igen i den østre Strand, hvorved den ligesom gør Hindsholm til en omflødt ø, saa at ingen paa den Tid kan køre eller ride derover uden største Livsfare, ligesom og adskillige som ej have vidst at tage sig i Agt derfor, i bemeldte Rende ere druknet og omkommet. Der er ingen Bro over, for som Regel kan man gaa tørskoet derover.
Bemeldte Fjord er ellers temmelig fiskerig på Torsk og et Slags for deres Bonitet her udi Landet bekendte Flyndrer, som man kalder Kierteminde Raadmænd.
Thi vil jeg således beskrive Øen, da er dens længde fra bemeldte Boebesch i Sønder til den yderste kant i Norden halvanden Mil og dens Bredde en halv og paa sine steder ikkun en kvart Mil bred. 

Fyns Hovet
Efter gammel Tradition skal bemeldte ø eller Holm have sit Navn af en fornemme Mand, navnlig Hindse, som for lang Tid siden skal have ejet og beboet Landet, efter hvem den skal være kaldet Hindseholm. (I Kong Waldemars Jordebog kaldes den Hægnæzholm). Hans Hus eller Kastel berettes at have staaet på en liden Høj på Wibye Mark, som endnu kaldes Castel Høj. Samme er nogenledes udi sin Højde, men ikkun liden af Circumferentze, havende omkring sig en liden Vold, saa det nok lader rimelig, der i gamle Tider har staaet et lidet Kastel, allerhelst mange brændte Murstene er opgravede og oppløjede af og omkring samme Høj.
Hindsholm Land tager altsaa sin Begyndelse fra Norden ved en høj Klippe kaldet Fyns Hovet, hvor strax ved er en liden Bondeby kaldet Nordtschou: Om samme haver faaet sit Navn af en Skov vides ikke uden per Tradition, men dette vides, at der nu hverken er Skov eller Træ lidet eller stort.
Samme Beskaffenhed haver det med en anden By, der ligger hen imod Middag eller Sønden, kaldet Midschou, som ligeledes som Nordtschou haver et Overdrev, der nu bruges til Græsning alene.

Om foreskrevne Nordtschou haver Forfædrene ellers fortalt, at 12 Røvere der skulle have opholdt sig i Skoven, hvor Stedet og Røverkulen endnu vises. Disse 12 Røvere skal paa en Juleaften have begivet sig til en enlig Bondegaard, kaldet Grønlund (nu Brockdorff) hvor Bonden tracterede dem og imidlertid fik Bud til Herskabet på Eschebierg, som nu kaldes Schelensborg, som strax med bevæbnede Mænd omringede Gaarden, bemægtigede sig Røverne og lod alle 12 stejle paa en Høj i Martofte Mark, som endnu kaldes Stejlehøj.

En Ottendedel Mil fra Nordschou skal have stået et Slot ved Søkanten, kaldet Sappesborg, hvoraf Højen endnu haver sit Navn. Men ingen Vesitigia mere deraf ere at se eller finde. Hindsholms Land haver, særdeles hvad Stuppedrop Sogn angaar, adskillige smaa øer. Melløe som ligger under Schelensborg Hovedgaardstaxt og bruges til Græsning for Stude og stutterier. Bogøe ligeledes. Begge ere smaa og af ingen beboede.

Imellem disse tvende Øer gaar en liden Rever fra Havet, hvor en stor Del Sælhunde bager sig imod Solen på Steenene. I Reverne er en Rende, ej dybere end den let kan bundes. Igennem samme Rende op under Bogøe gaar mangfoldige Sælhunde, hvor salig Baron von Brochdorph lod slaa Pæle over og satte Garn, naar Sælhundene var opgangne. Samme gang formener Sælhundene Retouren til det store Hav. De blev fangne som i en Fold, saa ej en eneste kunde undgaa, men blev skudt saa længe een var tilbage, i de første aaringer 60 til 70 om Dagen. En særdeles plesant og important Jagt, som importerede mange Tønder Tran og skønne Skind. Den er nu ej mere saa profitabel som tilforn, men af hvad Aarsag ved jeg ikke, uden det maatte være af Frygt for den megen Skyden.

Weiløe
Weilø, som ligger strax udenfor Grønlund, ligeledes under Schelensborg Hovedgaard, er ubebygt, skøn til Græsning. Kan vel ogsaa efter visse Aars Hvile bruges til Sæd. Ved enden af denne ø ligger endnu i Reviren en liden ø, kaldet Weiløe Kald. Den er ganske liden og bevoxet med Torn og er fuld af Sten i Grunden. Der voxer ellers paa samme ø Lillieconvald og vilde Aspares.
Imod Nordvest
er atter en skøn ø, kaldet Langøe, havende den foreskrevne Rever paa den ene side og det vilde Hav paa den anden. Paa Øen er 5 Gaarde og 2 Huse, men Beboerne tager mere deres Udgifter af Græsning og Qvæg end af deres Agerdørkning, thi Sæden vil ej alle Aar ret frem imellem de tvende Strande, endskønt Beboerne have en skøn Del Kornland.

Ved Enden af denne ø findes endnu en anden, kaldet Bogensø, som beboes af trende Bønder, med hvilken det haver samme Beskaffenhed som næstforrige. Ved den ene Gaard er en liden Skov af Eg og Bøg og Hessel og nogle Frugttræer, som hjælper Beboerne til at bestyre sine Udgifter, naar Frugtaaringer indfalder.

Endnu ligger østen for Hindsholm i det vilde Hav en Mil fra Kierteminde og ½ Mil fra Hverringe Gaard en liden ø, kaldet Romsøe, bemeldte Gaard tilhørende. Paa samme ø er en Beboer, smuk skov og en del Daadyr, ongefehr 50 stk.

Stuppedrop
Ferske Aaer eller Søer er der ingen af paa Hindsholm. Landet er vel paa sine Steder bjerget, saasom Stuppedrop, Hersnap og Dalbye, men samme Bjerge bliver dog baade pløjet og saaet, højere ere de ikke.
Skovene er baade faa og smaa, nemlig en ved Schelensborg, består mest af Æske, nogle Eger og Bøger. Men den bedste Skov på Holmen er til Hverringe Gaard, hvoraf den ene haver sit Navn og kaldes Bøegbierg. Den anden, som og er en smuk Bøgeskov, kaldes Staves Skov og ligger nær ved Hverringe Gaard.

Broeløkkegaard haver og en liden Bøgeskov, men Grunden er saa slet, at den hverken kan bringe Træerne til Væxt eller skikkelig Danning, saa at Træerne ikkun ere smaa, vregne og krogede.

Jordens beskaffenhed er mestendels god, undtagen ved Nordtschou, hvor Bønderne ere aldeles forarmede. Men i de andre Byer, hvor Bønderne ere af den Tilstand, at de formaa at pløje og saa Jorden, som det sig bør, høste de en stor Del Velsignelse. Jorden er mest bekqvem til Byg, Rugen slaar oftere fejl. Overalt paa Landet er der mere Kornsland end Enge og Moser.

Heder er der ingen af paa Hindsholm, ej heller nogen synderlig Slags Jord. Saa plages ej heller Landet med Sandflugt eller Flyvesand".

Ja, dette var så beretningen om, hvordan Hindsholm tog sig ud for mere end 240 år siden, og da det nu er 70 år siden, at denne beretning blev omtalt i nævnte årsskrift, kan der formentlig være mange, der kan have fornøjelse af at få den genfortalt".  
(Lars Ringkær Pedersen)

 

Til startside