Til startside

Jens Hansen og Maren Hansen

 

Gården i Bolteskov Jens Hansen

Jens Hansen, f. 28/8 1831, d. 1/4 1895 var den yngste af Maren Eriksdatters og Hans Henrik Hansens sønner. Han blev gift 29/9 1865 med Maren Hansen, f. 8/9 1833, d. 22/5 1916, datter af Hans Jensen Holm og Dorthea Kirstine Henriksdatter, Gultvedholm, Kværndrup sogn. Jens Hansen startede med at købe en gård i Vesterskov, Søllinge. Siden arvede han som nævnt sin ældre halvsøster Kirsten Hansdatters og Hans Hansens gård i Bolteskov. I årene 1886-1888 var han sognerådsformand i Søllinge. I forbindelsen med krigen blev Jens Hansen genindkaldt som soldat i 1864, 33 år gammel. Han deltog  den 18. april 1864 i slaget ved Dybbøl, som førte til danskernes endelige nederlag og afståelsen af Sønderjylland. Povl Hansen fortæller om hans hjemkomst til Sødinge og gengiver her sin morbror Jens' egen tragiske beretning:

Krigen 1864
Nederlaget ved Dybbøl

Så var det en dag i det tidlige forår, luften var så frisk og så forårsmild, dog uden solskin. Vi opholdt os tvært imod hjemmets sædvanlige regel ude på landsbygaden både far, mor og vi børn, ja vist hele husstanden. Og det var ikke alene fra vor gård, der var udvandring, det var fra alle gårde og huse i byen; det var som ingen i dag kunde udholde ensomheden i deres eget hjem, alle måtte ud og dele spændingen med hverandre. Ja, ti spænding det var der. Man kunde nemlig den formiddag høre kanontordenen ovre fra Dybbøl som aldrig før. Morbror Hans, der havde været med både ved Frederits og Isted, lærte os børn, hvorledes vi skulde lægge øret mod jorden og lytte. I den stilling forstærkedes lyden betydeligt for os, det lød, som om lange vognrækker kørte over en bro langt borte eller som vedvarende torden på lang afstand. »I skal se, at i dag stormer de«, sagde morbror Hans. Ingen sagde et ord til svar; han var her en autoritet. Men uhyggen knugede os alle og har naglet dagen fast i mit minde.
Ja visselig stormede de, og kort efter hørte vi da også, at Dybbøl var falden. En stor del af hæren førtes nu over til Fyn, og iblandt dem var også morbror Jens.
En af de nærmest følgende dage stod jeg og flere af vor familie igen ude på bygaden og talte sammen. Da kom der henne fra landevejen en soldat gående ind mod byen. Da han kom nærmere, viste det sig at være morbror Jens. Men hvor så han dog forandret ud, og det var ikke blot det svære sorte fuldskæg, der nær havde gjort ham ukendelig for os. Han så mager og bleg ud, og det muntre og milde smil, der ellers havde ligget om hans mund, var borte. Hans udseende var bleven så underlig strængt ligesom forstenet.
Også hans dragt bar kendelige spor af den vilde færd, han nys var kommen fra; den var flænget af flere kugler fra Dybbol. Det sidste jeg lagde mærke til, da han gik ind gennem hjemmets port hinsides gaden, var et rundt hul, som en geværkugle havde lavet gennem det ene bukseben.
Jens blev hjemme i nogen tid; men han holdt ikke af at »fortælle fra krigen«. Lidt fik vi dog at høre. Han og en god ven af ham Jens Kristian Berntsen (ældre broder til Klaus Berntsen) havde holdt sammen på tilbagetoget fra Danevirke, fortalte han. Kun den yderste kraftanstrængelse havde reddet dem. De havde aftalt, at de vilde stå sammen, i hvad der så måtte komme; bægge vilde de føre marchen til ende ved fælles hjælp eller, om dette var umuligt, da bægge blive tilbage til død eller fangenskab. Det lykkedes dem dog at nå ind til Sønderborg.
Under forsvaret af Dybbøl i den følgende tid blev det mere og mere sådan, at soldaterne ikke måtte besvare Tyskernes ild mod skanserne, idet alt skulde spares til stormens øjeblik for at have noget at møde fjenden med. Dette forstod soldaterne ikke eller vilde ikke godkende rigtigheden deraf. Det måtte være et nyt udslag af forræderiet fra Danevirke. Mange af folkene var herover meget ophidsede, fortalte morbror, og en af de sidste dage på Als kom det til et uhyggeligt optrin ovre i Sønderborg. Regimentet skulde over i Dybbølstillingen en dag, før det egentlig var deres tur, og denne omstændighed bragte misfornøjelsen til udbrud. Mod nogle enkeltes indsigelse vedtog soldaterne, at de ikke vilde rykke over i stillingen igen, undtagen det løfte blev givet, at de måtte gengælde Tyskernes ild efter bedste ævne.

Det kompagni Morbror Jens hørte til blev under den følelige mangel på officerer kommanderet af en lieutenant, der ingenlunde hørte til de vel lidte.
Da der nu kommanderedes ret og gevær i hvil for at marchere af, råbte mandskabet, at de ikke vilde gå et skridt, før de havde fået tilladelse til fra Dybbølstillingen at besvare fjendens ild. Lieutenanten lod imidlertid som ingenting og kommanderede »march«!
Morbror var højre fløjmand i første geled; lige bag sig som fløjmand i andet geled havde han. en kæmpestor smed oppe fra Nordfyn. Han og Jens havde været meget uenige om den tagne beslutning. I det morbror hele tiden havde holdt på, at i hvor vel han var lige så forbitret som de andre over den tvungne uvirksomhed i løbegrave og skanser, så mente han dog, at det var et aldeles utilbørligt middel, soldaterne her greb til: at nægte lydighed, og han havde derfor åbent sagt, at han hverken vilde eller kunde underkaste sig den tagne fællesbeslutning. Han vilde gå fremad, når der blev kommanderet, ligegyldigt hvad så kammeraterne vilde synes eller gøre. Trusler blev ikke sparet; men han ænsede dem ikke.
Da kompagniet altså nu stod opstillet med gevær i hvil og netop skulde frem, bøjede den vilde, ophidsede smed sig frem mod morbror Jens og hviskede: »Dersom du vover at gå frem, når kommandoordet lyder, så planter jeg min bajonet i ryggen på dig«.
Jens svarede tilbage: »Har du nogen sinde set mig gå tilbage, når der har været kommanderet frem, så værsgo, stød bare til!«
”March”! lød det fra lieutenanten og morbror og nogle ganske få andre spredt ned ad geleddet »parerede ordre« og gik frem; men da de andre blev stående, standsede de efter at have taget nogle få skridt.
Morbror hørte smeden brumme som en bjørn; men bajonetten mærkede han dog intet til.
Da lieutenanten vejrede »mytteri«, blev han som ude af sig selv af raseri. De værste trusler, eder og forbandelser væltede ud af hans mund, mens han trak sablen og råbte, at den, som vovede at blive stående, når han kommanderede march, skulde han flække hovedet på, og atter kommanderede han march.
I stedet for at lyde bøjede nu bægge kompagniets fløje sig sammen om den harmdirrende lieutenant, og et fælt, skingrende hurra slog ham i møde fra alle sider. Dette så til gavns alvorligt ud.
En af de gamle underofficerer, som øjeblikkelig havde opfattet stillingens alvor, opsøgte i største hurtighed regimentschefen, den af soldaterne beundrede, næsten elskede Wörrishöffer.
Nu kom han og det i en kariére, så ilden splintrede fra hestens sko. Udfor det uordnede kompagni standsede han med et ryk hesten, så den stod. Mand og hest var uden en bevægelse.
Ved det første glimt af chefen standsede eder og forbandelser fra lieutenantens ligblege læber, og hurraerne blev hængende i mandskabets hals.
Der blev musestille.
Så løftede den lille oberst sig i stigbøjlerne og sagde med en stemme, der sløredes som i sorg: »Soldater, hvad vil jeres koner og kærester sige til det, I her har for«!
Ingen svarede. - Den samme stilhed. -
Da satte Wörrishöffer sig fast tilbage i sadlen og med en stemme, der rungede, tog han nu kommandoen: »Træd an! Ret! Gevær i hvil! Kompagni march«! Forunderligt!

Som ved et trylleslag farer foden frem, den sættes i stenbroen, så det gjalder, og som til en parade afmarcherer de
nys så balstyrige soldater over i skansen for et par dage senere at møde stormen.

»Wörrishöffer talte altid til vor æresfølelse, derfor kunde han få os, lige hvorhen han vilde«, sagde morbror Jens. Regimentet fik plads ovre på stillingens højre fløj og kom den 18. april først i lag med Preusserne, da disse forsøgte på at afskære denne fløj tilbagetoget efter de sydlige skansers fald.
Her oplevede morbror sin hedeste dag; mange af hans bedste kammerater blev den dag liggende derovre på den blodige valplads. »Da jeg så mig tilbage op ad slugten, vi nys var kommen igennem, da lå kammeraterne der omtrent så tæt, som man ser hobene ligge på en mark, hvorpå der er kørt gødning ud«, sagde han senere.
Det var kun en tarvelig rest af regimentet, der nåede tilbage til Als.
Især havde det tyndet vældigt ud blandt befalingsmændene.
Regimentet blev nogle dage efter overført til Faaborg for der atter at »completteres« og forsynes med ny officerer. Det var med en underlig følelse at disse gamle forstærkningsfolk modtog deres purunge nybagte befalingsmænd fra officersskolen i København.
Det første møde mellem dem tegnede ingenlunde godt. Kompagniet stod opstillet, da den ny lieutenant en m e g e t ung mand træder frem for fronten og betragter dem med en nybagt lieutenants hele svimlende overlegenhed. Og nu brød der et sandt hagelvejr løs: Om de trode, det var at stå ret, var det en måde at holde geværet på, og hvordan så de ikke ud. Her henvendte han sig personlig til fløjmanden - morbror Jens.
»Er det en dragt at møde i; kalder han det feltmæssigt påklædt«?
I det samme river han felthuen af morbrors hoved.
»Hvordan«, siger han, »hvordan har han handlet med huen, mand«!
Ja, så mænd; den så ikke allerbedst ud. Under stormen på Dybbøl havde et granatstykke revet hele skyggen bort, idet det hvæsende fo'r ham forbi. Mens flere geværkugler banede sig vej gennem hans kappe og øvrige tøj.
Morbror svarede, som sandt var, at det var granatstykkets værk.
Men da var pokker løs. Den lille nybagte slog en ustandselig, skraldende latter op, idet han råbte: »Og sådanne løgne tror han, at han kan bilde folk ind, nej sådan leger vi ikke, go' karl; men De skal snart få andet at vide«. O. s. v.
Morbrors læber skælvede endnu, da han fortalte denne oplevelse for os. »Sådan en spyttegøg«, sagde han, »jeg måtte bruge al den selvbeherskelse, jeg ejede. Aldrig i mit liv har jeg været nærmere ved at lægge hånd på et menneske end overfor denne spirrevip af en lieutenant.
 »Men, sluttede morbror Jens af, »det kunde nu let have gået ham galt ved samme lejlighed; ti da hans latter og spottegloser blev ved, begyndte der en lydelig mumlen og knurren gennem hele kompagniet; og den lille mand vilde have været om en hals, hvis ikke nogle besindige ældre underofficerer havde klaret stillingen for ham og fået ham væk, til bølgerne atter havde lagt sig.
Ja, dette og meget andet fortalte morbror Jens. - Jeg er naturligvis klar over, at når jeg nu her har kunnet gengive hans beretning så udførligt, da er det fordi, jeg har hørt ham fortælle det til mig selv mange år senere; men selve hovedindtrykket af den stammer dog fra hin første gang.
De frygtelige oplevelser havde taget forfærdeligt på den stærke morbror, ikke alene var han som før sagt bleven bleg og mager; men det var som om noget var gået i stykker eller bristet i ham. Jeg har en bestemt følelse af, at han aldrig helt forvandt det, aldrig fik sin sjæls fulde spændkraft tilbage. Det var, som om der fra den tid var kommen noget afdæmpet og smertelig tungt over den før så livsglade mand".
........................................

Jens Hansen og Maren Hansens børn:

1. Hans Henrik Hansen, f. 26/1 1867, d. efter 1940 (ugift)
2. Frederik Christian Hansen, f. 23/6 1868, d. 10/1 1945.
3. Dorthea Kirstine Hansen, f. 2/9 1870, d. efter 1940 (ugift)
4. Erik Vilhelm Hansen, f. 8/6 1872, d...
5. Maren Elisabeth Hansen, f. 31/5 1875, d. efter 1940 (ugift)
6. Knud Thorvald Hansen, f. 3/5 1878, d. 10/5 1906 (ugift)


1. Hans Henrik Hansen overtog gården i Bolteskov 18/7 1808. Søstrene Dorthea Kirstine og Maren Elisabeth blev ligeledes boende hjemme. Omkring 1940 solgte de 3 søskende, der alle var over 70,  gården til Jens Hansens brors sønnesøn Erik Hansen, som var søn af Sigrid Kirstine Hansens bror, Hans Peder Hansen og Kirsten Jensen Maegaard, Ryslinge.

2. Frederik Christian Hansen blev gift 5/4 1899 med Johanne  Margrethe Andersen, f. 4/2 1873, d. 6/10 1916. Hun var datter af gdr. Jørgen Andersen og Karen Marie Jørgensen, Rynkeby, Ringe sogn. Frederik Christian var i 1906 bosat i Nørre Søby. Ved FT 1916 og 1921 var han gårdejer i Gjestelevlund, Gjestelev sogn (8 børn).

4. Erik Vilhelm Hansen
var gift med Abelone Mary Marie Larsen. De boede i Odense, hvor han var var ansat ved Fællesforeningen. (børn?)

6. Knud Thorvald Hansen var journalist, men døde, da han kun var 28 år gammel. 

 

 

Tilbage til Hans Henrik Hansen

Til startside med oversigt