Peder Theodor Fernando Linderberg

Af:  H. Westergaard, Biografisk Lexicon

Peder Theodor Fernando Linderberg

 

"Linderberg, Peder Theodor Fernando, socialøkonomisk Forfatter.
F. L. er født i Kjøbenhavn 29. April 1854.

Faderen, en fra Sverige indvandret Skræddersvend, var død et halvt  Aar i Forvejen. Moderen, Datter af en Fæstegaardmand i Nærheden af Kjærteminde, sad i trange Kaar, og Drengen blev da ved  Familiens Hjælp 6 Aar gammel anbragt som Plejebarn hos en Gaardmand ved Kjærteminde, hvor han kom under stærk religiøs Paavirkning i grundtvigsk Retning, men ikke kunde faa Lejlighed til at tilfredsstille sin Tørst efter Kundskaber, saa meget mindre som han meget tidlig selv maatte fortjene sit Underhold. Efter at have ernæret sig ved almindeligt Arbejde paa Landet og i Kjøbenhavn kom han 18 Aar gammel paa Vallekilde Folkehøjskole, under Trier, og uddannede sig derefter som Gartner, af hvilket Erhverv han levede en Del Aar; en Tid var han ansat som Bestyrer af et større Havebrug ved en Folkehøjskole i Norge. Men Trangen til boglige Sysler blev efterhaanden stærkere; han begyndte 1881 Udgivelsen af det radikal-politiske Ugeblad «Folkebladet», en Virksomhed, der paadrog ham 2 Processer for Majestætsfornærmelse, og virkede senere som Bidragyder til forskjellige Provinsblade og som Foredragsholder og Udgiver af historiske Folkeskrifter til almen Læsning. Under dette sit Arbejde følte han sig stadig mere tiltrukket af det sociale Spørgsmaal, og hans Tanker gik vel nærmest i socialistisk Retning, men han frastødtes af Socialdemokraternes antireligiøse Agitation. Saa meget desto mere tiltaltes han af den berømte amerikanske socialreformatoriske Forfatter Henry George og blev en begejstret Tilhænger af hans Lære om Jordrenten og om Samfundets Ejendomsret over Jorden.

I 1888 stiftedes nu ved hans Initiativ «Dansk Arbejderforbund», der skulde virke i socialistisk Aand, men uden noget Brud med Kristendommen. Han ledede Foreningens Organ, «Programmet», indtil det gik ind i 1895. Foreningen havde navnlig sit Virkefelt paa Landet, og med megen Energi agiterede L. blandt Landarbejderne. Men i Længden faldt det ham vanskeligt at holde denne Bevægelse uafhængig af Socialdemokratiets langt stærkere Strømninger. Efter at «Programmet» var ophørt, søgte Socialdemokraterne da ogsaa at drage sig hans Evner og Udholdenhed til Nytte ved at knytte ham som den egentlige Redaktør til det under Harald Jensens Ansvar udgivne Blad «Landarbejderen». Men Samarbejdet røbede snart store Modsætninger; L. kunde ikke finde sig i den Maade, hvorpaa Agitationen blev drevet, og fratraadte derfor allerede sin Stilling 1. Jan. 1896. L. opgav nu for en Tid al udadgaaende Virksomhed efter ved en Kreds af kirkeligsindede Mænd at være bleven sat i Stand til i et Par Aar hjemme og i Udlandet at udvide sine Kundskaber og studere det sociale Spørgsmaal. Iblandt de talrige Skrifter og Artikler, L. har udgivet, har hans Bog «Frikonkurrencen og Socialismen» (1895) været Gjenstand for mest Diskussion for og imod. Bogens mange Mangler, der røbe Avtodidakten, have fremkaldt heftige Angreb og nedsættende Kritik, medens andre, deriblandt ikke faa dannede Læsere, have følt sig grebne af den Varme og Begejstring, hvormed han udvikler sine Tanker".

Socialpolitisk Forening
(Artikel på internettet)

"Socialpolitisk Forening blev stiftet i 1898 og kan se tilbage på mere end 100 års socialpolitisk indsats nationalt og internationalt.
Socialpolitisk Forenings første formand var Fernando Linderberg - en socialpolitisk ildsjæl.

Vi bringer her folketingsmand Thomas Larsens mindeord ved Fernando Linderbergs død den 4. december 1914.

Ved Fernando Linderbergs Død

Budskabet om Forfatteren Fernando Linderbergs Død vil sikkert virke overraskende og smerteligt paa hans mange Venner rundt omkring i Landet. Linderberg blev ikke nogen gammel Mand. For kun faa Maaneder siden fyldte han 60 Aar, og skønt Sygdom allerede den Gang i længere Tid havde mærket ham, følte han det dog, som om han endnu havde en lang Arbejdsdag foran sig. Hans Bortgang kom derfor hurtigere, end hans nærmeste Kreds havde ventet, og Tabet berører ikke blot hans Familie og Hjem, der var ham så kært, men ogsaa vort Land har i ham mistet en af sine gode Sønner, en af sine mest originale og ideelle Skikkelser. Linderberg var noget for sig selv, noget af en enspænder-Natur, og som social Forfatter fulgte han ikke altid de Stier, som Samfundslivet havde traadt, men satte sit Arbejde ind paa efter hans Mening andre og bedre Baner. Dette førte ham ud i stadige Kampe, og mange, der ikke kendte ham nærmere, opfattede ham let som en Kampnatur, men det var han ikke. I sin inderste Grund var han en Fredens Mand, der ikke søgte Kamp for Kampens Skyld, men slog for, hvad der for ham stod som Sandhed og Social Retfærdighed. Her veg han ikke til Side, og hvad enten han talte eller skrev, drev hans ærlige Overbevisning, hans varme Følelse og Temperament ham til at sætte alle Kræfter ind for den Sag, han vilde kæmpe frem.

Linderberg var en Arbejdets mand. Gennem et uhyre slid brød han sig en Forfatterbane, hvor han havde fundet sit eget særlige Felt at dyrke, og uden at nogen speciel Uddannelse havde lettet ham Vejen i saa Henseende. Som social Vækkelsesprædikant har han hævdet sin Plads i første Række. I saa henseende er der ikke mange Enkeltmænd herhjemme, der staar over ham. Og det var Foket, han søgte at faa i Tale, og ikke det enkelte politiske Parti. Inden for alle Partier vil der ogsaa findes mange, hvis sociale Interesser er bleven vakt eller paavirkede gennem Linderbergs Virksomhed.

Øjeblikket er ikke til en indgaaende Bedømmelse af hans Livsgerning, dertil er den for omfattende. Men sa meget kan dog siges allerede nu, at der var et Hovedsynspunkt, der gik som den røde Traad gennem hele hans Arbejde. Det var Hævdelsen af, at Kristendom og social eller socialistisk Opfattelse ikke staar i Modstrid med hinanden, men at de tværtimod gaar udmærket i Spænd sammen, og at der først er skabt Betingelse for menneskelig og folkelig Lykke, naar den sociale Oplysning er gennemtrængt og baaret af Kristendommens Aand.

Endnu skal nævnes, at »Det sociale Sekretariat & Bibliotek« staar som et af de smukkeste Minder om Linderbergs Liv og Gerning. Dette havde han selv personlig kæmpet og elsket frem. Og det blev hans Hjertebarn. Lige til det sidste omfattede han Sekretariatet med en særlig Kærlighed og Interesse.

Linderbergs Kaar var ikke altid blide, men han oplevede dog den Glæde at se sine Bestræbelser anerkendte gennem Statens Støtte baade til »Det sociale Sekretariat« og til hans Virksomhed som Forfatter, og det var til enhver Tid hans Sorg, at han ikke syntes, han gjorde tilstrækkelig Fyldest for denne offentlige Anerkendelse.

Med Linderbergs Død er et virksomt Liv afsluttet. 
Ære være hans minde!"

Fra SAMFUNDETS KRAV - SOCIALT TIDSSKRIFT, udgivet af Oplysningsselskabet Det sociale Sekretariat & Bibliotek nr. 1, 15. årg. udgivet i 1915, der blev udgivet som et mindehefte for Fernando Linderberg.

 

Tilbage til Hans Simonsens børn (hustruen Johanne Hansen)

Til Peder Hansens børn (moderen Johanne Pedersdatter)

Til startsiden