Til startside

10. slægtled
Poul Andersen, Dræby
(Ane 1276)

Munkebo kirke

Poul Andersen blev født omk. 1615-20 og døde ca. 1690 (efter 1688). Jvf. ”Odense Amtsstue - Matrikel for Bjerge, Lunde og Skam Herreder 1664, 1688, 1718 og 1735” var han i 1664 og 1688 fæster af en gård i Dræby, Munkebo sogn.

Denne gård havde matr. 3a (nuværende Ejershåb). Gården var i lige linie i slægtens fæste/eje til 1881. Gården var i 1664 ejet af Sankt Hans Kloster, i 1688 af Rørbæk og Hverringe godser samt en ’privatperson’. I 1840 var det en selvejergård. I hele perioden var gårdens størrelse: Hartkorn 13 Td. 6 Sk. 
I 1880-erne blev den sammenlagt med en anden gård, derefter er der desuden tilkøbt jord?

Ifølge forfatteren Ole Nederland, som har gennemgået Bjerge Herreds Tingbøger, omtales Poul Andersen ca. 50 gange fra 17/2 1649 til 12/6 1665. Han nævnes bl. a. som Stokkemand (en slags vidne) ved Herredstinget i Kølstrup, som oldermand i Dræby og som kirkeværge for Munkebo kirke. Han omtales ligeledes i forbindelse med opførelsen af en bindingsværksgård i 1640-erne, sandsynligvis i forbindelse med hans overtagelse af gården. Af den efterfølgende artikel fremgår det ligeledes, at han har været en aktiv og agtet person i Dræby i 1600-tallet.

En far eller en søn nævnes ikke direkte i tingbøgerne, men da hans efterfølger på gården hedder Anders Poulsen og er født omk. 1650, kan det jvf. den tids navneskik næsten kun være hans søn.
Se Aneliste 1

Poul Andersen hylder Frederik III som enevældig konge i 1660
(Uddrag af: Ole Nederlands bog: ”Det gamle Munkebo”, udgivet 2002)

 "En af 1600-tallets dygtige bønder i Dræby var Poul Andersen, som var fæster i den ene af byens 6 helgårde.
Utallige gange blev der gjort brug af hans pålidelighed og dømmekraft, som det f.eks. skete, da ødelæggelserne i Munkebo kirke skulle gøres op efter svenskekrigene. Men ikke mindst fortjener hans repræsentative evner at blive nævnt, for dem var det, der i november 1660 førte ham ud på hans livs eventyr: Den store rejse til København.
Da den enevældige Frederik III havde ønsket at lade sig hylde, var det sket med stor pragt 18. oktober det år, jf. Heimbachs kendte maleri, men af hensyn til repræsentanterne for bondestanden var der arrangeret ny hyldning 14. november.
Og her var Poul Andersen fra Dræby med.
Den 5. november havde herredets oldermænd vist ham deres tillid ved at give ham fuldmagt til sammen med to andre bønder og herredsfogeden at forhandle hos kongen på Bjerge herreds vegne. Sådan kunne de jo se af indkaldelsen, at det var ønsket. Og som forhandler var Poul Andersen den rigtige
- han fandt sig ikke i hvad som helst og  havde 1657 med held nægtet at køre sten til Odenses broer (gader), som godset forlangte. Ja, selv ved pålæg om pligtkørsel for kongens følge til eller fra Nyborg kunne han finde på at protestere, når han fandt kravet urimeligt.
Tingprotokollen genspejler en løftet stemning hin mindeværdige mandag morgen i det lille tinghus. Mændene må have taget kongens indkaldelse og løfter bogstaveligt og forestillet sig, at fattige fynske bønder betød noget.
I løftet stemning var nok ikke mindst de fire udsendinge selv, da de kort tid senere drog af sted mod Nyborg, øre af forventning, sejlede med smakke over Storebælt, fortsatte tværs over det umådelige Sjælland og ankom til kongens by efter flere dages strabadser.

Trods alt, hvad Frederik III havde stillet i udsigt, blev det absolut ikke til nogen forhandling med de fire fra Bjerge herred eller nogen som helst af de mange bønder, der var stævnet sammen fra hele landet. Måske har selv den ellers så klart tænkende Poul Andersen for en gangs skyld stået lille, kritikløs og overvældet ved alt, hvad han fik at se. Under 2. hyldning lod kongen sig ganske vist ikke kysse på hånd som i oktober, og noget taffel blev der heller ikke, men det var dog noget for en mand fra Dræby at have set majestæten i egen person. Der må være blevet meget at fortælle om, da gesandterne efter alle oplevelserne nåede hjem. Endnu 19. november var de ikke set på Fyn, så mindre end 10 dage kan rejsen ikke have varet, men næstfølgende mandag sad Poul Andersen blandt andre herredsbønder som tingsvidne i Kølstrup og kunne før og efter mødet åbenbare for sine fæller, hvordan verden så ud øst for Storebælt....".

 

Til Anders Poulsen og Anne  Hansdatter (søn)

Til startside med oversigt