Til startside

Vilhelm Birkedal

Oprettelsen af Ryslinge Frimenighed/Valgmenighed
De første grundtvigianere

Nazarethkirken 2006

Schøller Parelius Vilhelm Birkedal blev født  7/12 1809 på Ålebækgård i Borre sogn på Møn. Han var søn af forpagter Ludvig Harboe Birkedal og Agate Johanne Husum. Han døde 26/7 1892 på Vældegård i Gentofte, men ligger begravet på Ryslinge Kirkegård.

Han blev gift 4/7 1837 med Emilie Christiane Meyer, f. 11/3 1815, d. 27/12 1889.

1837-1840: kateket  og førstelærer ved Borgerskolen i Ringkøbing.
1840-1849: sognepræst i Sønder Omme og Hoven.
Fra 1849 til hans afskedigelse 22/9 1865 var han sognepræst i Ryslinge.
Hans tilhængere oprettede  derefter en frimenighed/valgmenighed. Nazarethkirken og præsteboligen Kirkely, der blev indviet 8/8 1866.

Dåbsfadet var en gave fra Grundtvig ved kirkens indvielse

 

Valgmenighedsloven vedtages 15/5 1868. Birkedal  søgte og fik kongelig udnævnelse som den nye valgmenigheds præst.

Han tog sin afsked i 1885 og flyttede til Vældegård i Gentofte, hvor han døde

Klaus Berntsen skriver i sine 'Erindringer', bind I:

"Den 4. september 1864 overværede jeg gudstjenesten i Ryslinge kirke. Pastor Birkedal var nylig kommet hjem fra København i en meget nedtrykt sindsstemning over betingelserne for fredsslutningen. Som (nyt) medlem af Rigsrådet havde han holdt en bevæget tale imod afståelsen af Sønderjylland og var fremkommet med et stærkt udfald mod regeringen, ministeriet Bluhme. Hans menighed blev den søndag meget grebet af hans prædiken, som han under indtryk af øjeblikkets alvor holdt med styrke og varme. Men da han sluttede med bønnen for kongen, indflettede han til overraskelse for mig og mange andre et ønske  om, at Vorherre ville skænke Kong Christian den Niende "et dansk hjerte, om det var muligt"

 

Vilhelm Birkedal

Det var disse ord, der efter megen skriveri og forhandling året efter førte til hans afskedigelse. Sognemenigheden i Ryslinge, der var forøget med mange sognebåndsløsere, ville imidlertid ikke give afkald på deres præst og dannede en frimenighed. Det blev besluttet, at Birkedal, så længe han boede i præstegården, skulle indrette sin lade til et forsamlingshus. Der blev opstillet alter og prædikestol, og hver søndag i tre måneder holdt han gudstjeneste i laden for sin menighed, mens kirken stod tom.

Det første barn, der blev fremstillet som hjemmedøbt i menigheden, var Thyge Hansens søn, Jens Frederik Thygesen.  

Efter tre måneder blev der ansat en ny præst i Ryslinge, og Birkedal flyttede til Boltinggård, hvor  han fortsatte sine gudstjenester i en ladebygning. 

 

I 1866 blev Nazarethkirken bygget på frivillig basis. Alle menighedens medlemmer deltog hver på deres måde. Grundstenen blev nedlagt den 18. april, og kirken blev indviet den 8. august 1866. 

To år senere, i 1868 blev 'Valgmenighedsloven'  vedtaget i Folketinget med et knebent flertal og under stor modstand fra flertallet af landets biskopper. Ved denne lov blev frimenigheden i Ryslinge landets første  valgmenighed.

I alt dette deltog Thyge Hansen og hans brødre Erik, Hans og Jens fra Sødinge med stort engagement. Hans Hansen var i de første 12 år menighedens formand. Senere blev Thyge Hansen formand. Det var i Hans Hansens formandstid, Nazarethkirken blev opført. Han ville gerne have haft kirken bygget på sin jord i Sødinge, men resultatet blev, at kirken blev bygget på Gråbjerg Banke i Ryslinge. 

Menighedens kirkegang var bestemt af et enkelt hovedprincip, som havde sit udspring i trangen til fællesskab om trosordet:

Hvert hjem skulle være repræsenteret i kirken hver kirkedag året rundt, helst af flere medlemmer, og denne regel blev sjældent eller aldrig fraveget, end ikke af de længst borte boende. Kirken var derfor fyldt til bristepunktet ved hver eneste gudstjeneste.

Valgmenigheden havde, da medlemstallet var på sit højeste, medlemmer fra ca. 50 fynske kirkesogne, omkring 1000 husstande + de unge, d.v.s. tjenestefolk og højskoleelever.

I begyndelsen af 1880-erne  var  menigheden ved at splittes  på grund af   politiske  uoverensstemmelser mellem egnens og valgmenigheds-kredsens dygtige og vellidte folketingskandidat Sofus Høgsbro, der repræsenterede 'Det forenede Venstre', og Vilhelm Birkedal, der overraskende lod sig opstille som hans modkandidat , fordi han var uenig med ham på visse områder. Imidlertid led Birkedal et  stort nederlag.

Dette førte ikke blot til strid mellem naboer og venner, men også  indenfor familien Hansen gik der skår i det gode sammenhold, idet Thyge og Jens Hansen støttede Høgsbro, mens deres brødre Erik og Hans Hansen støttede  Birkedal, ikke fordi de var enige med ham, men fordi han var deres personlige ven og præst. Birkedals kapellan, Karl Povlsen, overtog embedet i 1885. Hans afløser blev pastor Th. Skat Rørdam.  Rørdam skabte fra 1921 strid i menigheden, hvilket i 1924 førte til, at han blev frataget folkekirkens anerkendelse. Menigheden blev delt  i en frimenighed med Th. Skat Rørdam som præst og en valgmenighed med Thorvald Knudsen som præst. 

De to menigheder har siden været fælles om at benytte Nazarethkirken.

Thorvald Knudsen døde i 1933 og blev afløst af pastor Hermansen, der siden efterfulgtes af pastor J.M. Lundby. Han havde i en periode været lærer på Vallekilde Højskole.

 

De første grundtvigianere

 

Maren Eriksdatter og hendes sønner var som nævnt blandt de første, der tilsluttede sig den grundtvigske bevægelse, som på Midtfyn  udgik fra Vilhelm Birkedal. Han  blev ikke blot familiens præst, idet dens medlemmer som så mange andre løste sognebånd fra Ringe til Ryslinge, men han blev også familiens personlige ven og forbillede. Det samme gjorde Christen Kold, som  Birkedal ansatte som huslærer ved sin ankomst til Ryslinge.

Om disse første grundtvigianere fortæller Martin Pedersen i bogen: 'Det grundtvigske Sydfyn'. (1942)

"De først vakte bønder på Ryslingeegnen var fuldstændigt bjergtagne af alt det nye, de oplevede. De beskæftigede sig i deres indbyrdes samtaler udelukkende med emner, hvortil de hentede stof fra Vilhelm Birkedals prædikener, medens de til underbyggelse af deres fælles syn atter og atter gentog: "Det er som Birkedal siger." De samtalede meget, og de sang endnu mere. Sangen lød bag ploven og under leers klang, og alle vegne hvor to og tre var forsamlede, ja, der var bønder, som endog afbrød deres udearbejde midt på dagen for med deres husstand at kunne hengive sig til nogle timers vederkvægende  samtale og salmesang inden døre.

Der blev vel ikke ligefrem forsømt noget væsentligt i bedriften ved denne usædvanlige holden andagt tidligt og silde. Men der skete en uundgåelig afslappelse i interessen for praktiske opgaver, og der gik ligesom et lille skår i noget af det, der hidtil havde været bønders ære. Betegnende er det også, at Karl Povlsen straks, da han i 1878 havde begyndt sin gerning som ung præst hos Vilhelm Birkedal, rent spontant lod det førsteindtryk komme til orde, at de af Birkedals forkyndelse så stærkt grebne bønder, der søndag efter søndag fyldte valgmenighedskirken, i praktisk dygtighed syntes at stå noget tilbage for deres ikke grundtvigske standsfæller på egnen.

Udtalelsen herom blev noget af et forargelsens tegn i menighedskredsen og bidrog  måske til hidførelse af den tingenes tilstand, hvor åndelig interesserethed forenede sig med fremadstræbende personlig dygtighed.

I min barndom fortalte man om fædrenes grebethed med respekt, men også med glimt af humor, hvori man udtryksfuldt karakteriserede det overdrevne i grebethedens første ytringsformer som et lykkeligt overvundet stadium.

Helst dvælede man dog under omtale af det forbigangne ved sådanne mænd, som havde vist foregangssind både på åndelige og timelige områder, f.eks. Thyge Hansen, Ferritslev, der var valgmenigheds- og friskolebevægelsens trofaste støtte, og hos hvem tekniske hjælpemidler tidligt var bragt i anvendelse til fremme af landbrugsdriften. Nu vidste man, at der var kommet ligevægt i tingene ved åndskraftens indflydelse.

De grundtvigske bønder var på række blevet dansk landbrugs foregangsmænd, målbevidst arbejdende i egne bedrifter, ledende og styrende i landbrugets organisationer, hvor deres sans for fællesskabets værdier udviklede store resultater...."

 

 

Det grundtvigske hjem

Hjemmets væsen 
(af Martin Pedersen)


"Hjemmene  var ensrettede for det samme åndelige formål, der rakte helt ind i Evigheden. De ville det samme og troede det samme. Derfor havde de betrygget sig, så godt de kunne, gennem deres egne kirker og egne frie skoler. Betryggelsesmidlerne var sat mere i system, end man vist i almindelighed forestiller sig. De var som et helt stort fæstningsanlæg med borge og tårne i centret og velbefæstede forter i store kredse udenom. Der kunne under de givne forhold ikke være tale om væsentlige påvirkninger udefra. Der var heller ingen modtagelighed for sådanne. Fællesskabet rakte så vidt og gik så dybt, at al åndelig trang blev tilfredsstillet, og børn og unge vidste bogstavelig talt ikke af noget andet liv end det, der rørte sig indenfor hjemmet og de kredse, med hvilke det var så nøje forbundet......... "

"Det klareste billede af den fynske virkelighed får man ved genkaldelse af det enkelte hjems væsen, som netop var udtryk for den fælles stræben mod høje idealer. Hjemmet kendtes især på dets renhed i tanke og tale. På væggen var ikke ophængt noget skilt med påskrift: 'Al banden og sværgen frabedes'. Men det ville også have været aldeles overflødigt. Gammel-grundtvigianerne havde sat skel mellem dem, der bandede, og dem der ikke gjorde det.... og dette skel vedligeholdtes af anden generation som et middel til ydre placering af mennesker. Der blev ikke i hjemmet udtalt nogen ed eller noget af de i tiden gængse kraftudtryk uden ved eventuel gengivelse af anden mands udtalelse for kuriositetens skyld eller måske til skræk og advarsel. Ej heller blev der under nogen form fortalt tvetydige eller tvivlsomme  historier. Den rådende stemning tillod det ikke. Fremmede, som ikke hørte til kredsen, vidste eller følte det og afstod helt uvilkårligt fra eventuelle tilbøjeligheder til at bruge grov mund, således som mange afstår fra brugen af kraftudtryk i nærværelse af gejstlige.
En anden side af hjemmets  væsen var blufærdigheden overfor det dybeste, kristentroen. Kun sjældent blev der talt direkte om trosspørgsmål, og gudelig tale var fuldstændig udelukket. Det dybeste kunne man synge om og høre om, men ikke uden videre udlevere til almindelig samtale. Det var hævet over almindelig diskussion som selve den monumentale bibellæsning. Hvis nogen udenforstående besøgte et grundtvigsk hjem i håb om at få sig en rask lille religionsdisput, blev han skuffet. Her mødte han troen i form af levede liv, ikke i læresætninger, forudfattede meninger eller lyst til diskussion.
Bortset herfra kunne der tales om alle ting. Emnerne frembød sig i rigelig mængde, i alt hvad der rørte sig i tiden, alt politisk og offentligt, alt 'folkeligt' - hvad der nu kunne ligge deri -  alle tekniske fremskridt. Interesserne gik viden om. Det offentlige liv var til for hjemmets skyld. De nye ting skulle være midler i det godes tjeneste. Det var den opfattelse, man kunne møde som et gennemgående træk under forskellige ytringsformer".

 

 

Tilbage til Ryslinge sogn

 

 

Til startside